fbpx

Anežka Marie Sokol

Breakup på en pæn måde - kan man det?

Et par jeg kender har været gennem mange timers parterapi og mange nætter med endeløse samtaler. På et tidspunkt gav de bare op. Når indsatsen ikke står til mål med udbyttet, må vi på et tidspunkt sige stop. De valgte, efter at de havde flyttet fra hinanden, at en dag tage ud i skoven, tænde et bål og brænde små lapper med deres fælles drømme. Fortælle hinanden hvad der var nødvendigt at fortælle. Skrev et brev til (bonus)børnene. Og så havde de et par måneders radiostilhed, hvor de gav hinanden fred til at sørge og være kede af det.

Selvom det nogle gange kan føles helt umuligt at komme til orde, når man prøver at lave en aftale eller snakke om fremtiden, så er denne slags samtaler og samvær muligt. Hvor der er vilje er der vej – med lidt hjælp kan vi tage os tid til at lytte til hinanden og finde ud af hvad der skal til, for at vi kan skilles på en pæn måde. 

En bedre vej videre

Der er mange årsager til et breakup eller en skilsmisse. Utroskab, “vi gled fra hinanden”, endeløse skænderier. Når først vi står i situationen, kan det være svært at huske hvor rart det var i hinandens selskab, dengang man mødtes. En ny strømning “conscious uncoupling” gør nu op med idéen om at vi skal rive hovederne af hinanden i månedsvis for efterfølgende at aldrig snakke til det menneske, man har været så fortrolig med – og som måske er forælder til ens børn. Conscious uncoupling viser veje til at i stedet blive venner med sin eks på en sund måde.

De fleste par jeg kender, som er gået fra hinanden, elsker stadig hinanden på trods af alt muligt – men er blevet såret, vrede eller fangede i usunde dynamikker uden at kunne finde en løsning. Nogle gange er skilsmisse eller et breakup den eneste løsning, der lader os få vores indre frihed tilbage. 

Hvordan starter jeg?

For at komme i god kontakt med din eks-partner, er det nødvendigt at komme i kontakt med dig selv. Hvis du lige nu står i et break-up eller skilsmisse, så kan du fx spørge dig selv:

  • Hvad har det her forhold givet mig af gaver?
  • Hvad har jeg taget med ind, som har været med til at gøre det svært?
  • Hvad har såret eller skuffet mig?
  • Hvilke drømme dør sammen med forholdet?
  • Hvad er jeg parat til at tilgive? Hvad er jeg ikke?
  • Hvad lovede vi egentligt hinanden, da vi blev gift/begyndte at komme sammen?

Giv dig tid til at skrive alle svar ned, store som små. Måske er det helende bare at få det ud. Afklaringen er en gave til dig selv, uanset om det fører til et bedre forhold eller ej – der er to til tango, men kun én til at komme videre med et roligere hjerte.

Hvis det hele brænder

…og I næsten ikke kan have en samtale, uden at komme til at skændes, så er det rart at få hjælp udefra. Se det som en investering i jeres fremtid. Hvad er det ikke værd, at have et godt forhold til ens eks? At have forstået hvad der gik galt, så vi ikke behøver at gentage det?

Traditionel parterapi er fokuseret på at løse dynamikker – et alternativ er relationscoaching, hvor der arbejdes hen imod et fælles mål med tydelige redskaber og aftaler. Et fælles mål kan være en ensartet historie til børnene, at man får plads til at fortælle hele sin oplevelse uden at blive afbrudt eller at man laver en ny venskabsaftale.

Hvis processen går godt kan den afsluttes med  en ceremoni eller et ritual – enten for dig selv eller jer begge.

Skilsmisseceremonier og breakup-ritualer

Det kan lyde vildt at skulle lave en ceremoni og måske endda fejre en skilsmisse/et breakup. Det er egentligt ikke så nyt i mange kulturer – Det Jødiske Samfund har en ceremoni faciliteret af tre rabbinere samt vidner, i Japan har man en farverig pop-kultur-agtig fejring – og Folkekirken har rodet lidt med nogle ceremonier gennem flere omgange, som ikke rigtigt er slået igennem.

Jeg tror at vi i Danmark har brug for et tilbud om en skilsmisseceremoni eller et breakup-ritual, der er tilpasset det enkelte forhold. Det traditionelle ægteskab, det eksperimenterende polyamori, den almindelige sammenbragte familie, parret med personlige ægteskabsløfter. Det er ikke one-size-fits-all. Derfor har jeg valgt at tilbyde personlige skilsmisseceremonier og breakup-ritualer, både for par og individer. Det er altid koblet med coaching, der forbereder os på den overgang, det er at gå gennem et ritual.

Festlig setting eller privat ritual?

Det er ikke alle der er klar til at fejre at vi giver slip på hinanden, selvom det kan være med til at hjælpe vennegrupper og familie med at forstå, hvad der har været på spil. Nogle gange et et privat ritual med de rigtige symboler (fx stearinlys der blæses ud, ringe der gives tilbage) og meningsfulde handlinger (fx at give hinanden fri fra ægteskabsløfterne, love hinanden noget nyt og venskabeligt) præcis dét der skal til, for at lukke et kapitel, så vi kan åbne et nyt.

Det er vigtigt at det hverken bliver for sårbart eller for overfladisk. Vi har brug for at mærke de svære følelser, men har naturligvis grænser for hvad vi vil vise foran andre. Når man ikke selv skal “holde rum”, men kan overlade faciliteringen af hele aftenen til en anden, er der mere plads til at være ked af det (og til at være glad), uden at skulle tænke på hvad næste punkt er. Man kan stole på at facilitatoren kan holde tiden og desuden kun invitere til de handlinger og delinger, som der er aftalt.

Jeg har i mange år arbejdet med grupper og ceremonier, og har en god føling med hvad der er “passende dybt” – dér hvor sårbarheden er helende. Jeg har selv været igennem en skilsmisse, og ved hvor stor en omvæltning det er – og hvilket venskab der til tider er potentiale for.

Hvis du er interesseret, så skriv til mig på [email protected] eller book en samtale her. Du kan læse mere om hvordan en ceremoni kan designes her.

Anežka Marie Sokol

Facilitator, underviser og coach

Jeg har i 5 år arbejdet med enkeltpersoner, grupper og ceremonier, blandt andet som medstifter af organisationen Relational Spaces. Jeg har holdt taler og holdt rum, designet workshops og undervist om psykologi og mindfulness. 

Gennem årene har jeg udbygget min viden og erfaringer, og et af mine drivende principper er at alle oplevelser er valide – og vi vil alle gerne ses og høres. 

Jeg håber, at jeg kan bidrage til en lysere fremtid, ved at skabe ro i vores sind og vores forhold, så kreativitet og passion kan blomstre 💜 

Hvis du er nysgerrig på mine tanker om parforhold og kærlighed, så kan du skrive dig op til mit nyhedsbrev eller følge mig på Facebook.

Jeg guider og støtter...

Almindelige mennesker med almindelige udfordringer. 

…det er meget almindeligt at være neurodivergent eller identificere sig som LGBTQI+, hvis du skulle føle dig udenfor 💜

Hov, vent...